Oldager maler det du ser, når du kigger ud i universet og føler dig meget lille. Med akryl på lærred arbejder hun med afgrænsede former, som hun fylder med flydende maling. Maling i en form, der bevæger sig, lægger sig og sætter sig på egne præmisser. Oldager stiller betingelserne, men hvad der sker inden for dem, er ikke længere op til hende. Kontrol og tilfældighed indgår i et afhængighedsforhold med hinanden. Strukturen definerer feltet, og fysikken gør resten. Mens hun arbejder er store dele af lærredet dækket til og gemt væk, og hun træffer bevidst sine valg baseret på hukommelsen. Når et lag er tørt kan det ikke gøres om. Arbejdet kan kun gå én vej — fremad.
Interessen for rum og kosmos stammer fra barndommen. Hendes fars astronomiblade lå altid fremme, og billederne — galakser, planetbaner, det åbne univers — satte sig i hende. Det er den følelse hun arbejder ud fra i dag. Ikke rummet som motiv alene, men det rummet gør ved én: fornemmelsen af uendelighed, af at være lille foran noget enormt, af at længes efter noget man ikke kan nå.
Oldager er autodidakt og har arbejdet med sin praksis i København siden 2020. Hun debuterede ved en gruppeudstilling hos Oticon Kunstforening i 2022. Med serien "Orbital Fields" har hendes udstillinger taget fart og har siden 2025 ført til soloudstillinger på Oringe Hospital i Vordingborg, Sjællands Universitetshospital i Køge og WS Audiology i Lynge. I september 2026 præsenteres hendes arbejde internationalt i The Planetary Report, udgivet af The Planetary Society i USA.
Oldagers arbejde er forankret i geometrisk abstraktion og konkret kunst — hvor farve, form og struktur er indholdet i sig selv. Kompositionerne er præcise, men præcision er ikke målet. Under geometrien er der noget der ikke lader sig begrænse til en formel. Nærmere en stemning end et symbol. Noget blikket bliver ved med at søge mod.
Jeg begynder altid med en skitse. Former og felter bliver bestemt inden jeg overhovedet rører lærredet, mit helle. Dette er det eneste sted i processen hvor jeg har fuld kontrol, og det er også her den slutter. Når formerne er overført og afskærmet med tape, blandes malingen og hældes ud. Herfra er det op til tyngdekraften. Farverne flyder frit, blandes og sætter sig efter egne regler. Hvad der sker inden for feltet, er ude for min kontrol. Dele af lærredet er gemt under tape mens jeg arbejder videre, og mine beslutninger træffes på hukommelsen alene. Det der er tørt, er tørt og kan ikke gøres om. Der er ingen vej tilbage — arbejdet bevæger sig kun fremad.
Jeg maler til dem der mærker noget, når de kigger op mod himlen. Dem der har båret rundt på billeder af galakser og stjerneskyer siden de var børn og aldrig helt er kommet af med den følelse — af at verden er meget større end det vi kan se, og at der er noget derude man aldrig vil nå. Det er dét jeg arbejder hen imod. Ikke rummet som billede, men det rummet gør ved én. Den følelse af at kigge ud af et vindue mod noget uendeligt — og den stille ærefrygt det efterlader sig i os.